Cooler Master CMP 520 ARGB

Denne test byder på endnu et kabinet fra Cooler Master, denne gang med fuld fokus med airflow og ikke mindst RGB-lys. Vi har modtaget deres nyligt lancerede CMP 520 ARGB kabinet til test, som er et miditower i kompakt format, til en pris for langt de fleste kan være med. CMP 520 ARGB leveres med hele tre 120 mm ARGB blæsere, har et åbent layout og plads til det meste normale hardware. CMP 520 ARGB henvender sig ikke til high-end hardware på grund af sit kompakte design og ikke mindst prisskilt. Lad os se hvad Cooler Master har formået at lave her.

Specifikationer og features

Jeg har som altid været en tur forbi Cooler Masters hjemmeside og fundet lidt talguf til jer, i form af de vigtigste specifikationer samt et billede der viser blæser understøttelsen i CMP 520 ARGB kabinettet. Dette er desuden listet op, sammen med radiator supporten i specifikationerne som er listet op herunder:

  • Type: Midi-tower
  • Farver tilgængelig: Sort
  • Materialer: Metal, plastik og glas
  • Dimensioner: 439 x 204 x 463 mm (inkl. fødder)
  • Bundkort support: mini-ITX, Micro-ATX og ATX
  • Udvidelseskortslots 7 stk.
  • Harddiskpladser: 2×3.5” + 2× 2.5”
  • Frontpanel: 1x USB 3.2 Gen1, 1x USB 2.0, samt 3.5 mm combo
  • Inkluderede blæsere: 3x 120 mm (3xCF120 ARGB i fronten)
  • Støvfiltre: Top og bund (fint gitter i fronten)
  • Kabelføringsplads: Maksimalt 18.5 mm
  • PSU support: ATX op til 160 mm
  • Maksimal grafikkort support: 350 mm langt og 161 mm højt (inkl. strømstik)
  • CPU-køler maksimal højde: 161 mm

Blæser support:

  • Top: 2 x 120 mm / 2 x 140 mm
  • Front: 3 x 120 mm / 2 x 140 mm
  • Bagende: 1 x 120 mm
  • Bund: N/A

Radiator support:

  • Top: 120 / 240 (maksimal RAM højde på 35 mm)
  • Front: 120 / 140 / 240 / 280 mm
  • Bagende: 120 mm
  • Bund: N/A

En tur rundt om Cooler Master CMP 520 ARGB

Med styr på alle de tekniske detaljer kan vi nu vende blikket mod selve CMP 520 ARGB kabinettet, og se på hvad det er for en størrelse. Vi starter som altid udvendigt og bevæger os indenfor efterfølgende. CMP 520 ARGB har modsætning til, mange andre moderne kabinetter et noget anderledes design med ”sjove” former og skarpe vinkler på især fronten, som det kan ses på billederne nedenfor. Den venstre side er desuden i hærdet glas, som efterhånden er en standard i nærmest alle kabinetter uanset pris.

Frontpanelet finder vi øverst på fronten, og det er i min optik en anelse sparsomt – her kan man godt se at vi har med et budgetorienteret kabinet at gøre. Vi finder en enkelt USB 3.2 Gen1 port, en USB 2.0 port, samt hovedtelefon/mikrofon kombi-port og det er faktisk det, ud over power og reset knapperne.

På toppen af CMP 520 ARGB finder vi et stort åbent område med ventilation, hvor der er inkluderet et magnetisk støvfilter som let kan afmonteres. Heroppe understøttes der op til to 140 mm blæsere, eller en 120 / 240 mm radiator. Hver dog opmærksom på at højden på dine RAM ikke er mere end 35 mm, da du ellers vil kunne løbe ind i pladsproblemer!

I bunden på CMP 520 ARGB kan vi igen se at det lave prisskilt skinner igennem. Der er fire simple plastikfødder med skum under, samt et støvfilter af den type jeg personligt hader mest. Dette bliver hverken trukket ud via bagenden eller er magnetisk. I stedet er det ”klemt” fast i alle fire hjørner, hvilket gør det yderst besværligt både at afmontere og montere igen efter rengøring – ikke fan her Cooler Master.

I bagenden finder vi det layout som er på de fleste moderne miditower kabinetter. Det betyder at vi øverst finder hullet til bundkortets I/O panel, samt plads til en 120 mm radiator eller blæser. Nede omkring midten på bagsiden er der syv PCI-slots, og nederst hullet til strømforsyningen. Bemærk at ingen af disse syv PCI-slots er ventilerede, og at de skal BRÆKKES af. Dette betyder at de ikke kan genbruges, når først de er afmonteret – jeg troede at vi var ovre denne type PCI-slot covers i 2022, snar 2023?

Cooler Master gør dog dette godt igen, hvis vi vender blikket mod fronten i kabinettet. Ved at tage fat i bunden at frontpanelet og give et ryk, popper dette let af, og de tre inkluderede 120 mm ARGB blæsere kommer til syne. Dette er et stort plus, da hele tre 120 mm blæsere kombineret med en helt åben front, vil sikre at du får maksimalt airflow igennem kabinettet og køling af dine komponenter – RGB-lyset er blot en bonus i min optik.

Lad os få afmonteret sidepanelerne på CMP 520 ARGB og tage et kig indvendigt på det åbne layout og hvilke muligheder der tilbydes. Nedenfor ser vi den venstre side, hvor vi kan se at der er helt åbent fra fronten og hele vejen til bagenden af kabinettet.

I bunden indvendigt finder vi et permanent fastgjort PSU-cover som både har huller til kabelføring, samt ventilation over strømforsyningen, således at du selv kan vælge om du ønsker at din PSU skal tage kold luft ind fra bunden, eller fungere som udsugning og tage luften inde fra kabinettet. Toppen er som tidligere nævnt helt åben og med plads til op til to 140 mm blæsere, eller en 240 mm radiator – ideelt til en AIO køler.

Med et kig på bagenden indefra, kan vi se at det åbne design fortsætter fra fronten. De førnævnte PCI-slots skal som nævnt brækkes af og kan derved ikke genbruges, når først de har været afmonteret. I et kabinet i denne prisklasse, havde jeg forventet normale covers. Jeg havde også forventet at metallet som resten af kabinettet er fremstillet i havde været en anelse trykkere. Jeg er med på at CMP 520 ARGB er et budgetkabinet, men prisen er stadig i den høje ende når vi snakker billige kabinetter. Med det sagt er den overall byggekvalitet stadig fin, og lakeringen fejlfri.

Vender vi CMP 520 ARGB med den højre side mod kameraet i stedet, kan vi her se det åbne design igen samt mulighederne for kabelføring. Cooler Master skriver at der er knap to centimeter plads til kabelføringen på bagsiden af CMP 520 ARGB. Vi kan desuden se de mange steder hvor strips kan fastgøres, og huller til at trække kabler i – dog uden nogle gummi indsatser, hvilket er en ting jeg igen nok havde forventet til prisen, på trods af at CMP 520 ARGB er et budgetkabinet.

Et billede skråt oppe fra, giver en ide om pladsen til kabelføring, samt viser stedet hvor de to 2.5” harddiske / SSD drev kan monteres, helt uden brug af værktøj – mere om dette senere. Jeg blev dog en anelse skuffet da jeg så hvordan de tre inkluderede blæsere i fronten tilsluttes strøm. Vi skriver 2022, og nu snart 2023, så at se blæsere blive leveret med Molex strømstik er ikke ligefrem et plus. Dette betyder at blæserne vil køre for fulde omdrejninger, og ikke har mulighed for nogen form for justering af hastigheden og derved den potentielle støj. Dette er noget vi i den grad vil se nærmere på, nu hvor det er blevet tid til at få monteret noget hardware i CMP 520 ARGB og se på hvordan det er at bygge i.

Montering af hardware og brugervenlighed

Vi starter som altid ud med at montere vores harddiske i kabinettet. Uanset om du ønsker at montere normale 3.5” diske, eller mindre 2.5” / SSD drev foregår dette helt uden brug af værktøj. 3.5” diske monteres i en af de to skuffer som vi finder i bunden af CMP 520 ARGB, og klikkes let i. Der kan desuden monteres 2.5” drev i disse skuffer, men så skal du have skruetrækkeren frem. De to dedikerede pladser til 2.5” / SSD drev på bagsiden af bundkortet tillader også montering uden brug af værktøj, da de blot skal skrues fire små ”pinde” i din disk, hvorefter de kan monteres i kabinettet.

Når du skal have din strømforsyning monteret i CMP 520 ARGB, kan dette godt være en anelse bøvlet. Cooler Master skriver at denne maksimalt må være 160 mm langt, hvilket begrænser dig en hel del. Vores XG850 PLUS Platinum strømforsyning har præcis denne længde, plus de modulære kabler – så det var et tight fit at få denne i CMP 520 ARGB kabinettet. Bruger du en modulær strømforsyning, er det dog en god ide at montere alle de kabler du har brug for, inden du monterer den i kabinettet, alene på grund af den meget trange plads.

Med vores test hardware monteret i CMP 520 ARGB kabinettet, ser vores færdige resultat af bagsiden ud således. Vi har ikke brugt særlig meget tid på kabelføringen, hvilket faktisk ikke er nødvendigt i CMP 520 ARGB så længe du bruger en strømforsyning med kabler af den flade type, er der nemlig ganske fint med plads. Et par strips eller velcrobånd, kan holde styr på kablerne. Hullerne til både kabelføring og fastgørelse af kablerne er strategisk godt placereret, og gjorde byggeprocessen i CMP 520 ARGB ganske problemfri – lige på nær monteringen af strømforsyningen, som var en anelse bøvlet.

Lad os få vendt den modsatte side til kameraet og tage et billede af den monterede hardware i CMP 520 ARGB kabinettet. Med et standard ATX bundkort og et normalt grafikkort monteret, er der faktisk overraskende godt fyldt inde i kabinettet. Med andre ord, er der ikke plads til rigtig high-end hardware i dette kabinet, da den kompakte størrelse ganske enkelt ikke tillader dette. Er du i markedet efter high-end hardware, tænker vi dog også at du har et lidt højere budget til dit kabinet, end hvad CMP 520 ARGB sælges til.

Med support for grafikkort på maksimalt 350 mm i længden, er du begrænset lidt i forhold til valg af kort i kabinettet. Low til mid-end grafikkort vil dog uden problemer kunne monteres i CMP 520 ARGB, så længe du også er opmærksom på maksimalhøjden på omkring 160 mm inklusiv stik vel og mærke. Denne højde gør sig desuden også gældende når vi snakker max højden på CPU-kølere. Ideelt monterer du blot en 240 mm AIO i toppen af CMP 520 ARGB og så er du good to go.

Hvis du monterer et grafikkort under 350 mm, kan du også montere en AIO køler i fronten på CMP 520 ARGB uden de store problemer. Bemærk dog at der her kun vil være plads til én række af blæsere, ingen push-n-pull, hvilket desuden heller ikke kan lade sig gøre i toppen hvis du bruger RAM med en højde over 35 mm.

Lad os runde gennemgangen af med et par billeder der viser det overraskende pæne RGB-lys som er indbygget i de tre blæsere i fronten af CMP 520 ARGB. Der er her ikke blot tale om normalt RGB, men den digitale ARGB standard, som giver dig flere muligheder for at designe og tilpasse lyset præcis som du måtte have lyst til. Blæserne bruger desuden det normale ARGB-stik, som er at finde på et hvert moderne bundkort.

Dog bruger de tre blæsere også Molex strømstik som før nævnt, hvilket jeg på ingen måde er fan af. Dette betyder at blæserne på trods af at have flot RGB-lys, konstant kører ved maksimale omdrejninger. Havde blæserne i CMP 520 ARGB så blot været støjsvage havde dette ikke nødvendigvis været et problem – dette er dog desværre ikke tilfældet. Blæserne i CMP 520 ARGB er nemlig ret støjende, både med og uden sidepanelerne monteret.

Selvom du er sikret bedst muligt airflow, er det lidt en skam at du er tvunget til at have en støjende computer når du blot surfer på nettet eller lignende. Til prisen som Cooler Master forlanger for CMP 520 ARGB, havde jeg forventet at disse blæsere var med normale 3-pin, eller endnu bedre 4-pin PWM stik.

Vurdering

Funktionalitet: 85%

Innovation: 75%

Design: 90%

Pris: 85%

Performance: 90%

Cooler Master CMP 520 ARGB
Konklusion
Vi er nu nået til enden i vores test af CMP 520 ARGB kabinettet fra Cooler Master. Det har været en lidt blandet fornøjelse at have dette kabinet forbi testbænken her på Gearkassen. På mange punkter gør CMP 520 ARGB kabinettet det som det skal til prisen. Dog er der også flere ting som jeg havde forventet var bedre til prisen – også selvom kabinettet er budgetorienteret. Byggekvaliteten halter en smule, og PCI-slots der skal brækkes af er et direkte no-go i min optik. Det er fedt at se tre 120 mm ARGB blæsere inkluderet, men jeg er meget uforstående overfor, hvorfor at disse har Molex stik. Med det sagt leverer CMP 520 ARGB en ganske OK byggeoplevelse og har et godt åbent layout som sikrer dig maksimalt airflow hen over dine komponenter. Monteringen af harddiske er helt værktøjsfri, og der er støvfiltre i både toppen og bunden af kabinettet, mens at det finde gitter i fronten fungerer som støvfilter der. Overall er CMP 520 ARGB et ganske fornuftigt miditower til omkring 1000,- DKK i skrivende stund. Men i denne prisklasse findes der også andre alternativer som man måske bør overveje. CMP 520 ARGB er groft sagt ikke noget specielt, og gør på de fleste punkter hvad det skal – men heller ikke mere end det. Low til mid-end hardware hører hjemme i et kabinet som CMP 520 ARGB, ikke high-end, da pladsen ganske enkelt ikke er der til dette.
Godt
Anderledes design og godt airflow
Leveres med tre RGB blæsere
Sidepanel i hærdet glas med let montering
Åbent layout med plads til normalt hardware
Værktøjsfri montering af harddiske
OK plads til kabelføring
God plads til blæsere og radiatorer
Støvfiltre alle tænkelige steder
Knap så godt
En anelse tyndt metal / billig byggekvalitet
PCI-slots covers skal brækkes af
Blæsere forbindes med Molex og støjer
Har ikke nok plads til high-end hardware
85

Be Social!

Gearkassen.nu anvender Cookies. Ved at fortsætte med at bruge Gearkassen.nu lader du os smage dine Cookies. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere