Logitech G502X Lightspeed

En af de absolut bedst sælgende mus fra Logitech G nogensinde er og bliver deres G502. Derfor var det en logisk beslutning at netop denne mus skulle have en opdatering. Vi skriver nu slutningen af 2022, og Logitech er klar med ikke bare en, men flere opdaterede udgaver af deres velkendte G502 mus. Vi har modtaget modellen G502X Lightspeed modellen, som er trådløs og byder på Logitechs HERO sensor. Modsat modellen G502X Plus Lightspeed, er der ikke noget indbygget RGB-lys i den testede model, hvilket også betyder at du kan spare lidt penge, hvis dette alligevel ikke er noget for dig. Derudover er der også en kablet udgave af den nye G502X mus, men i denne test er det altså den trådløse uden RGB vi skal se på – lad os komme i gang!

Specifikationer og features

Jeg har været en tur forbi Logitech G’s hjemmeside og fundet lidt oplysninger på G502X Lightspeed musen til jer. Specifikationerne er listet op nedenfor, efterfulgt af et par billeder der kort forklarer nogle af de vigtigste features på musen:

  • Dimensioner: 131.4 x 41.1 x 79.2 mm (LxBxH)
  • Vægt: 99.7 gram uden kabel
  • Indbyggede profiler: 5
  • Batterilevetid: Op til 140 timer
  • Fødder: Lav friktions PTFE
  • Knapper: 13 stk – fuldt programmerbare
  • Tilslutning: USB-A trådløs modtager og USB-C til opladning
  • Sensor: Logitech G HERO 25K
  • Hastighed/DPI: 100 – 25.600
  • Scrollhjul med friløb for hurtig rulning
  • Optiske hybridkontakter (Logitech Lightforce)

En tur rundt om Logitech G502X Lightspeed

Inden vi kan kaste det første blik på selve musen, skal vi naturligvis først have den ud af kassen. Som et hvert andet produkt fra Logitech G, finder vi en grålig/sort kasse, hvor at teksten er blå. På fronten af kassen finder vi et billede af selve musen, samt modelnavnet påtrykt. Derudover bliver der gjort opmærksom på Lightspeed teknologien på fronten af kassen.

Bagsiden af kassen byder på et mere detaljeret billede af G502X musen, hvor de mange programmerbare knapper, de optiske kontakter og hjulet blandt andet bliver fremhævet. Vi har dog allerede set nærmere på disse ting ovenfor under specifikationerne og features, så lad os med det samme springe videre og få åbnet kassen.

Når låget løftes af kassen, bliver G502X Lightspeed pænt præsenteret som det første, hvilket gør udpakningen af musen lækker og eksklusiv. Alt er holdt minimalistisk, hvilket giver en følelse af at man har med at dyrt produkt af høj kvalitet at gøre.

Med musen løftet ud af kassen, kan vi se hvad der ellers gemmer sig i kassen, vi finder følgende inkluderet til Logitech G502X Lightspeed musen:

  • Logitech G502X Lightspeed mus
  • Manual og garantipapirer
  • Logitech G klistermærke i blå
  • USB-A til USB-C ladekabel
  • USB modtager med Lightspeed teknologi
  • Blænd dæksel til sniperknap
  • Adapter til USB modtager (så den kan monteres på enden af kablet)

Det er lækkert at se at Logitech har valgt at bruge USB-C stikket til opladning af G502X Lightspeed musen – alt andet havde også været uacceptabelt for en mus af denne kaliber. Den trådløse modtager er meget kompakt, og kan gemmes direkte i musen hvis man er på farten, til for eksempel LAN eller lignende.

Lad os få lagt tilbehøret til siden for nu, og vende blikket mod selve musen. G502X Lightspeed er tilgængelig i både sort og hvid, og som du allerede så længere oppe, har vi modtaget den sorte version. Designet minder på mange moder om den traditionelle G502 mus, som G502X afløser – hvilket bestemt er en god ting. Det er indvendigt og i de små detaljer at Logitech G har ændret og optimeret nogle ting, der gør at G502X Lightspeed er en værdi afløser.

Vi finder intet mindre en 13 knapper på G502X som alle er fuldt programmerbare via Logitech G HUB softwaren. Knapperne på siden omkring tommelfingeren er i højglans plastik, hvilket jeg personligt ikke er stor fan af. Da vi har med knapper at gøre som er tiltænkt at blive trykket på, bliver disse hurtigt grimme og beskidte at se på, hvis man har bare lidt svedige eller fedtede fingre. Med det sagt, føles knapperne solide og har god feedback og tilpas støjniveau når de trykkes ind.

Hjulet på Logitech mus har længe været blandt markedets bedste. Især hvis du sidder med store dokumenter eller bare surfer meget på nettet, kan et hjul med friløb være at foretrække. Ved et enkelt tryk på en knap, er dette muligt på mange Logitech mus, også G502X Lightspeed. Men også når hjulet blot bruges normalt med modstand, er det yderst veldesignet med rigtig god feedback ved både tryk og rul, samt vip fra side til side – tommel op!

Som nævnt under udpakningen af G502X Lightspeed musen, er denne udstyret med et USB-C stik til opladning. Dette stik finder vi naturligvis på fronten, godt gemt væk inde under høje/venstre klik knapperne. Med en batteritid på op til 140 timer, betyder det at du kan spille derudaf uden at skulle tænke på at oplade alt for ofte. Den lange batterilevetid i G502X er blandt andet mulig, da der ikke er noget indbygget RGB-lys i musen, som æder batteriet.

På den venstre side af musen finder vi ikke meget nævneværdigt. Her er der blot en rug overflade med ”gummi” belægning, som skal sikre at du har et godt greb på G502X Lightspeed. Der sker en hel del mere på den venstre side, hvor vi finder G4 og G5 knapperne, hvis standard funktion er frem/tilbage når der surfes på nettet.

Derudover er der også en dedikeret sniperknap på siden, som standard nedsætter DPI hastigheden, for at give mere præcision. Denne er monteret magnetisk, og kan let blændes af med den medfølgende del i pakken, hvis man ikke ønsker at bruge denne knap og trykke på den ved en fejl.

Hvor fødderne på den gamle G502 mus var normale billige teflon fødder, har Logitech opgraderet disse på den nye G502X mus, således at vi nu finder PTFE fødder af høj kvalitet. Dette sikrer at musen glider bedst muligt på enhver overflade, for at du får en så god og præcis oplevelse som muligt.

Softwaren – Logitech G HUB

Ligesom mange af de andre store drenge på markedet, har Logitech G lavet deres G HUB software hvor alle deres produkter samles et og samme sted. Det betyder at hvis du har flere Logitech G produkter, såsom tastatur, headset, mus eller andet, kan det hele styres og tilpasses i den samme software – lettere bliver det ikke.

For at alle kan være med, også dem der ikke kender til Logitech G HUB, tager vi lige en hurtig gennemgang, helt fra første gang man starter softwaren op, og mødes af synet på første billede nedenfor. Logitech G HUB er på dansk, hvilket gør det yderst let at forstå for alle. Der er tre sider første gang softwaren åbnes, som introducerer dig til de mest basale ting, og kan ses nedenfor.

Når du har klikket dig igennem introduktionen, eller åbner softwaren efterfølgende, er det synet på første billede nedenfor du mødes af. Her vil du have en oversigt over de tilsluttede og understøttede Logitech G enheder, hvilket i vores tilfælde blot er G502X Lightspeed musen – lad os trykke på denne.

Første gang du gør dette, vil du få endnu en introduktion, der nu viser dig nogle af funktionerne og mulighederne som det pågældende produkt tilbyder. Dette skipper vi dog let henover i testen her, men et billede af det første i introduktionen skal i ikke snydes for – billede to nedenfor.

Vi er nu inde i de faktiske indstillinger på G502X Lightspeed musen, og det første menupunkt er stedet hvor du kan justere DPI hastigheden og pollingraten på musen. HERO 25K sensoren som denne mus er udstyret til tillader hastigheder op til vanvittige 25.600 DPI, og ned til blot 100. Der er fem niveauer disse kan indstilles i, således at du kan have forskellige hastigheder alt efter hvad du laver på din computer.

For eksempel foretrækker jeg en højere DPI når jeg surfer på nettet, frem for når jeg spiller FPS spil. De forskellige hastigheder indikeres via farver, som kan ses direkte på musen når man skifter imellem dem.

Trykker vi på næste menupunkt ude til venstre, kommer vi ind til hovedmenuen ”Tildelinger”. Her er der fem undermenuer hvor der kan indstilles et hav af forskellige ting på musen. Kommandoer, Taster, Handlinger, Makroer og System er de undermenuer vi mødes af – lad os kigge på nogle af dem herunder.

Det er muligt at tilpasse hver enkelt af de i alt 13 knapper som der er på G502X Lightspeed musen til lige hvad man måtte ønske. Derudover kan du optage, rette og tildele macroer til enhver knap på musen efter ønske, og du kan ligeledes tilføje ”Handlinger” til knapper som er specielt tilpasset forskellige programmer, såsom Discord og OBS.

Overall er softwaren super intuitiv og let at finde rundt i, og i og med at den som udgangspunkt er på dansk, er det let for selv normale dødelige at finde rundt og tilpasse deres mus. I og med at alle Logitech G produkter samles i en og samme software, betyder det også at det gør tingene mere lækkert og simpelt for forbrugeren. Alt i alt tommel op for softwaren Logitech G HUB og mulighederne på G502X Lightspeed musen.

Testen – Brugen og komfort

Det er nu blevet tid til at få sat nogle ord på hvordan Logitech G502X Lightspeed rent faktisk er at bruge. Musen har rigtig fornuftige specifikationer, men hvordan forholder det sig i praksis? Til dagligt bruger jeg normalvis en Corsair Sabre Wireless, så jeg er vandt til trådløse gamermus uden ledning.

Noget at det første jeg bemærkede da jeg tog G502X Lightspeed i brug, var vægten i forhold til min Corsair mus – den var væsentligt tungere end min egen mus. Selvom der på papiret kun er tale om cirka 20 gram, var dette noget man klart kunne mærke med G502X Lightspeed i hånden. I en verden hvor letvægtsmus er blevet en ting og det som mange vælger at sværge til – der i blandt mig selv, var det lidt af en mavepuster at få G502X Lightspeed i hånden med sine knap 100 gram. Dette er ganske vidst ikke en af de tungeste trådløse mus på markedet, langt fra. Men den er på ingen måder blandt de letteste heller, så hver opmærksom på dette.

Efter noget tilvænning begyndte G502X Lightspeed at gro på mig, og viste sig fra sine gode sider. Hvis vi snakker om udformningen og komfort, har vi her at gøre med den klassiske G502 form, med enkelte designændringer og små detaljer, som gør G502X mere moderne og opdateret. Profilen på G502X er dog en anelse tynd/smal til mig smag, hvilket gør at især min lillefinger, føles som om at den skal noget længere ind under musen end jeg er vandt til.

Dette kommer naturligvis helt an på størrelsen på din hånd, samt hvilken grebstype du bruger. Jeg er personligt typen der hviler hele min hånd på musen, også kaldet for palm-grebet. Dette er også muligt på G502X Lightspeed, hvis dine hænder er ”normal” størrelse, uden problemer. Ellers er udformningen på G502X også ideelt til claw-grebet, hvor det mere eller mindre kun er spidserne af dine fingre som hviler på musen. Men alt i alt en ganske fin udformning som de fleste uden tvivl vil kunne leve med – især hvis du i forvejen er vandt til størrelsen og udformningen på den gamle G502 mus fra Logitech G.

Lightspeed USB-dongle kan gemmes i musen og PowerPlay support

Men hvad med sensor, knapper og hjul? Først nævnte var ganske som forventet, helt eminent. Logitech har på deres seneste mus – og forgængere, altid haft helt styr på deres sensorteknologi, og på G502X Lightspeed er det ingen undtagelse. Uanset hastighed og overflade, var det en fornøjelse at bruge denne mus, som leverede varen uden underlige fejl eller forkert tracking på noget tidspunkt. De hvide PTFE fødder gjorde at G502X gled helt ubesværet på min stof mussemåtte – perfekt.

Knapperne på musen er også overall rigtig fine, og højre/venstre klik benytter som nævnt Logitech Lightforce kontakter som bryder en lysstråle i stedet for en elektronisk kontakt. Dette er ikke noget jeg personligt kunne mærke, men det giver længere levetid på sigt og en hurtigere kontakt teoretisk. Knapperne på resten af G502X er også rigtig gode, med middel støjniveau og god feedback ved tryk. Dog er og bliver jeg ikke fan af højglans plastik på knapper, da det giver grimme aftryk, hvis man blot har det mindste beskidte eller lettere svedige fingre.

Hjulet på G502X Lightspeed skal som det sidste også have nogle ord med på farten. På netop dette punkt, har Logitech længe været kendte for deres hjul med friløb, som kan aktiveres via en enkelt knap og derved også let slukkes igen. Dette er ideelt til rulning i lange dokumenter, eller blot hvis man surfer afslappet på nettet. Når man ønsker at hjulet har modstand med de velkendte klik, foregår dette også helt efter bogen med tilpas modstand ved både rul og klik, selvom især klik måske er til den lidt hårde side for nogen. Personligt syntes jeg at hjulet på G502X Lightspeed var spot on, og bedre end på min trofaste Corsair Sabre Wireless.

Alle detaljerne på Logitech G502X Lightspeed kan ses ved at trykke på billedet ovenfor.

Vurdering

Funktionalitet: 95%

Innovation: 95%

Design: 85%

Pris: 85%

Performance: 95%

Logitech G502X Lightspeed
Det er blevet tid til kort at få samlet tankerne omkring Logitech G502X Lightspeed musen og rundet det hele af i konklusionen her. Alt i alt leverer Logitech G502X Lightspeed varen som der forventes, og bringer deres velkendte G502 mus med op blandt de bedste endnu en gang. Hvis du kunne lide den originale G502 mus, vil du uden tvivl komme til at elske den nye G502X generation, hvad end du vælger den kablet eller trådløst som vi her har testet. Lækker sensor, spændende design, lang batterilevetid og solid software med masser af muligheder, er blot nogle af de ting der skal fremhæves ved G502X Lightspeed. Sammenlignet med konkurrenterne er vægten en anelse høj i min optik, og især knapperne i højglans plastik hører ingen steder hjemme på et produkt man bogstaveligtalt skal have i hånden hele tiden man er ved computeren. Dette ændrer dog stadig ikke på at Logitech G502X Lightspeed er en lækker og solid gamermus, som kan tilfredsstille langt de fleste professionelle eller amatører.
Godt
Fedt design og god udformning
HERO 25K sensor
Lækkert hjul med friløb funktion
Op til 140 timers batteritid
13 programmerbare knapper
Logitech G HUB software
Trådløs Logitech Lightspeed teknologi
Fås i sort eller hvid, samt med/uden kabel og RGB-lys
Knap så godt
Vægten er ret høj (sammenlignet med konkurrenterne)
Musen er smal og ikke ideel til store hænder
Højglans plastik knapper
Prisen er en anelse til en høje side
91

Be Social!

Gearkassen.nu anvender Cookies. Ved at fortsætte med at bruge Gearkassen.nu lader du os smage dine Cookies. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere