Polk Audio Signature S55e

Signature S55e - Highlights
Diskant:
1" Terylene Dome
Bas/mellemtoner:
2 x 6,5" Mica-forstærkede
Frekvensgang:
32 - 40.000 Hz

Polk Audio er en amerikansk højttaler producent, som ikke særlig mange herhjemme i Danmark måske kender til. De er kendte for deres kvalitetshøjttalere, som kan findes i prisklasser hvor at alle kan være med, hvilket de har lavet siden helt tilbage i 1972. I denne test skal vi se på et par højttalere, som hører til i midten af deres sortiment, når det kommer til prisen. Navnet på den model som vi skal se på i denne test, er Polk Signature S55e. Dette er et par fuldvoksne, men stadig slanke gulvhøjttalere, som på papiret ser virkelig lovende ud. Der findes mange forskellige modeller i Signature E serien. Hvad end du er ude efter kompakte reol modeller, centerhøjttalere eller gulvmodeller som vi skal se på i dag, byder serien på noget for enhvers smag og behov.

Højttalerne anmeldt i testen her, er udlånt af www.AV-Connection.dk

Specifikationer og features:

Inden vi skal have pakket højttalerne ud og se på hvad man får med, og ikke mindst deres design. Skal vi først have styr på de tekniske detaljer – her tænker jeg naturligvis på specifikationerne. Jeg har derfor været en tur forbi Polk Audios hjemmeside, og fundet disse til jer som er listet op nedenfor, efterfulgt af et billede der omtaler nogle af de teknologier Signature E serien tilbyder:

  • Konstruktionstype: Basrefleks – Polk Power Port
  • Impedans: 8 Ohm
  • Frekvensområde: 32 – 40.000 Hz
  • Anbefalet effekt, nominel: 20 – 200 Watt
  • Følsomhed: 90 dB
  • Diskant: 1″ Terylene Dome
  • Bas: 2 x 6,5″ Mica-forstærket
  • Tilslutningstype: Bi-wire skrueterminaler
  • Dimensioner (BxDxH): 21,59 x 31,75 x 105,41 cm.
  • Nettovægt: 19,96 kg.

Unboxing af Polk Audio Signature S55e

Med styr på alle de tekniske detaljer, er det nu blevet tid til at vi skal vende blikket mod S55e højttalerne, eller rettere kasserne som de ankommer i – det er blevet tid til at unboxe. Signature S55e højttalerne kommer i nogle standard brune papkasser, med tryk på alle sider. Fronten på kasserne byder på et billede af højttalerne set forfra, samt en god portion tekst med features, mens de andre sider viser andre vinkler af S55e.

Det er normal logik at man åbner en kasse i toppen, men på kasserne til Signature S55e, bliver man gjort opmærksom på at dette ikke er tilfældet. Her bliver man mødt af stopskilte og teksten der siger at man skal åbne den modsatte ende – så lad os vende kasserne om og fortsætte der.

Når man får åbnet kassen op i bunden, mødes man af en grafik der viser hvordan man skal unboxe højttalerne for ikke at skade hverken dig selv, eller højttalerne. Med kassen trukket af, mødes vi af synet nedenfor. Som vi kan se har Polk Audio gjort deres for at dine Signature S55e højttalere, skal nå ud til dig uden at komme til skade. Der er flamingo i toppen, bunden og sågar også et stykke i midten. Selve højttalerne er pakket ind i en form for ”flamingo”-pose som vi tit ser ved elektronik. Ud over selve højttalerne naturligvis, er det eneste andet vi finder inkluderet i kassen en manual som inkluderer hele Signature E serien.

Polk Audio Signature S55e – Gennemgang og design

Vi har nu fået pakket begge højttalere ud, og er næsten klar til at starte vores tur rundt om S55e gulvhøjttalerne. Der er dog lige et par klistermærker på hver højttaler, som vi skal have af først. Som vi kan se på det første billede nedenfor i det venstre hjørne, er der et stort rødt klistermærke med teksten ”Powerport”, efterfulgt af en beskrivende tekst. Derudover er der også et lignende klistermærke på toppen af hver højttaler. Dette er i min optik resursespild på højt plan, da det er de samme ting som både står i manualen og ude på kasserne. Det betyder desuden også at man så skal til at bøvle med at få disse klistermærker af, hvor at dem i bunden faktisk sad overraskende godt fast – unødvendigt efter min mening.

Men nok om det – vi har nu klistermærkerne af og det er blevet tid til at vi skal have kigget på Signature S55e gulvhøjttalerne og deres design. Som vi kan se nedenfor, har vi modtaget den sorte version af S55e, som også findes i en hvid farve. Der er tale om en ret skinnende finer, som virker til at være af en lidt billig kvalitet, dog stadig ganske fornuftig og matchene prisskiltet på højttalerne.

Signature S55e leveres med magnetiske frontstof i matchene farver til højttalerkabinetterne, så i vores tilfælde også i sort. Med stoffet monteret, bliver looket på S55e meget minimalistisk og anonymt at se på, da vi så blot har med en aflang sort kasse at gøre med et diskret Polk logo i sølv nederst.

Vender vi den ene højttaler om, kan vi se at stort set hele bagsiden er lukket af, kun afbrudt af skrueterminalerne nederst, samt en lidt usædvanlig bund – denne vender vi tilbage til.

Zoomer vi ind på diskantenheden som er placeret i toppen på Signature S55e, finder vi her en 1” Terylene Dome i en guld/sandagtig farve. Der er tale om næsten traditionel softdome, som dog er lavet af Terylene materialet som er mere stift og derved sikrer mindre forvrængninger, selv ved høje lydstyrker. Denne diskant, kan sammen med det avancerede magnetsystem, gengive frekvenser helt op til 40.000 Hz. Det er desuden også denne diskant der gør det muligt for Polk, at få Hi-Res certificeringen på Signature E serien.

Bas/mellemtonerne i Signature S55e, består af to 6.5” enheder som er Polks Mica-forstærkede enheder. Disse har ligesom diskanten en guld/sandagtig farve, med teksten ”Polk Signature Series” påtrykt. Mica opbygningen gør membranerne mere stive, uden at de bliver betydeligt tungere. Derved opnår du præcis lyd og imponerende basgengivelse, lige meget lydstyrken. Gummiophængene er fremstillet i holdbart butyl gummi, som er yderst fleksibelt, hvilket gør at enhederne kan bevæge sig hurtigt og præcist.

Vi vender nu blikket mod bunden på Signature S55e højttalerne, for hernede sker der faktisk en hel del spændende ting, sammenlignet med de fleste andre gulvhøjttalere. Først og fremmest finder vi naturligvis de fire grå fødder, som bidrager positivt til det overall design, men også betyder at S55e kan stå fast på ethvert underlag. Ved første øjekast ligner disse fødder metal, men der er blot tale om plastik. Dog skal Polk have ros for at bruge plastik af høj kvalitet, og at der er gummi monteret på undersiden. Vi har trodsalt med en ret billig gulvhøjttaler at gøre, så det er i min optik okay at spare enkelte steder, da det i sidste ende handler om lyden.

Dem af jer der ikke er hardcore lydnørder og sidder og læser med, har måske længe tænkt på, hvad det er for en sjov udformning som S55e højttalerne har i bunden – lad os få sat nogle ord på dette. De fleste gulvhøjttalere i dag, har enten et lukket kabinet, eller benytter en eller flere basrefleks porte. Disse porte er ofte placeret på fronten eller bagsiden af højttaleren. Polk har dog genopfundet basrefleksporten, med deres Powerport, som de kalder den. Her finder vi porten i bunden, så at den skyder nedad. Dette kombineret med en nøje udformet tragt (se billede to nedenfor), gør at bassen bliver delt ud til både højre, venstre, foran og bagved – deraf det lidt sjove design. Dette giver S55e et forfriskende og anderledes design, samtidig med at de i teorien også bør være lettere at placere i stuen, hjemmebiografen, eller hvor de nu skal bruges.

Inden vi springer videre til testen, hvor vi skal have sat Signature S55e højttalerne til og i gang med at lytte på en masse musik. Tager vi lige et kig på bagsiden, så at vi kan se hvordan de faktisk skal tilsluttes. Jeg blev glad, da jeg så at S55e er udstyret med dobbelte skrueterminaler, da jeg kører med to effektforstærkere i mit hifi setup i stuen. Dette betød at jeg kunne få begge forstærkere tilsluttet, og derved give Signature S55e en masse power. Vær dog opmærksom på at få fjernet de to metalbøjler mellem terminalerne, inden du gør dette! På S55e, er der desuden også fire små plastikpropper på hver højttaler, som skal fjernes, inden at bananstik kan monteres – nu til testen!

Hifi udstyr og testopsætning

Vi har nu været hele turen rundt om Signature S55e højttalerne fra Polk, og det er blevet tid til at vi skal have placeret dem i stuen, og sat dem til noget grej. Jeg vil selv mene at mit hifi grej hjemme i stuen er yderst potent, og hører til i den lidt tungere ende af skalaen, vi snakker dog ikke highend. Dette betyder med andre ord, at Signature S55e højttalerne, vil have de absolut bedste arbejdsvilkår og mulighed for at yde deres bedste. For at gøre det lidt mere overskueligt for dig derude bag skærmen, lister vi komponenterne op nedenfor, sammen med nogle af de mest relevante specifikationer på effektforstærkerne:

For – og effektforstærkere:

  • Emotiva PT-100 forforstærker
  • 2 x Emotiva A-300 effektforstærkere
    • 2×150 watt 8 ohm / 2×300 watt 4 ohm (pr. effektblok)
    • Dette giver os 4×150 watt 8 ohm / 4×300 watt 4 ohm til rådighed

Kabler og tilbehør:

  • Supra EFF-ISL (mellem forforstærker og effektblokke)
  • Supra LoRad SPC strømkabler (alt udstyr + strømskinne)
  • Supra MD06DC-EU/SP (strømskinne med DC-blok og sølvledere)
  • Supra Trico koaxial kabel (Fladskærm)
  • Supra ZAC Toslink kabel (ChromeCast Audio)
  • Supra Sword Excalibur højttalerkabler (4×2.5 meter)
  • Supra Dual RCA (SVS subwoofer)
  • ChromeCast Audio til streaming
  • SVS SB3000 – 13” / 800 watt subwoofer (ikke brugt til denne test)

Signature S55e – Til musik og film

Ønsker du at se hvilke musiknumre vi har testet disse højttalere med, kan du finde Gearkassen.nu – Højttaler test playlisten, ved blot at klikke på linket i teksten her (åbnes/vises via Spotify). Der er en blandet portion af musiknumre, så at vi på bedste vis kan finde de testede højttalers stærke og svage sider – listen opdateres løbende.

Da vi nu både har styr på de tekniske detaljer på højttalerne, deres design og opbygning, og ikke mindst grejet de skal tilsluttes. Kan vi nu rent faktisk gå i gang med at lytte til Signature S55e højttalerne. Da disse højttalere er udstyret med bi-wire/bi-amp terminaler, betyder det som sagt at vi kan tilslutte begge mine effektforstærkere, for at få maksimal kontrol over enhederne, og det absolut bedste frem som Siganture S55e er i stand til at levere. Husk – du kan aldrig have for mange watt på en højttaler, kun for få. Jo flere watt, jo mere overskud spiller din forstærker med, og jo bedre vil højttaleren yde og lyde.

Lad os starte ud med at sætte nogle ord på hvordan Signature S55e gjorde det til musik. Vores playliste til test, består af en række forskellige musiknumre i forskellige genre, så at vi kan komme mere eller mindre hele vejen rundt om højttalerne. Jeg startede ud i den bløde ende med nummeret ”You” Fra Nils Lofgren i live udgaven. Her har vi at gøre med et stykke akustisk musik med masser af guitar, hvor at især diskanterne virkelig kommer på arbejde, og billige højttalere ofte kan kæmpe med at følge med, uden at det bliver for ”mudret” at høre på. Da S55e hører til i den billige ende af prisskalaen, havde jeg ikke de store forventninger. Jeg endte dog med at blive virkelig positivt overrasket da først nummeret gik rigtigt i gang og kvindevokalen også kom i spil. Min første tanke var: WOW! – jeg har aldrig før hørt dette nummer så godt gengivet, på et par højttalere i denne prisklasse, virkelig imponerende.

Med dette positive førstehåndsindtryk bevægede jeg mig videre til endnu et par akustiske numre, i form af Alex Vargas med ”Now that I think about it”, samt ”Faster Car” med Loving Caliber. Sidst nævnte nummer med Loving Caliber, har en ret dyb bas, og en masse fede små detaljer i melodien, som man først begynder at bemærke efter at have hørt nummeret nogle gange. Omkring 7 sekunder inde i nummeret ”Faster Car” går bassen i gang med at slå. Når jeg lytter til musik og blot nyder dette og intet andet, er volumen ofte skruet gået i vejret (det kender vi vel alle sammen?). Da bassen slog første gang her, fik jeg nærmest et chok – her var der virkelig bund og fylde i de dybe frekvenser. Jeg havde på ingen måde regnet med at disse relativt små gulvhøjttalere var i stand til dette. Guitaren lød også virkelig lækkert, og det samme med vokalen, som blev gengivet med høj detalje grad og overbevisning

Dette gav lidt blod på tanden for at se hvad Signature S55e rent faktisk var i stand til, når det kom til bassen. Ud over at designet er ret anderledes i forhold til mange normale basreflekshøjttalere, kunne det godt tyde på at Polk Audio, faktisk har fat i den lange ende med deres Powerport design. Jeg skiftede derfor musikgenre og sad nummeret ”Bad Habits” med Ed Sheeran på, efterfulgt af både ”Rise” og ”Crazy” med Lost Frequencies. Her får basserne lov at arbejde noget mere – eller i dette tilfælde bas/mellemtonerne, da det der de samme enheder der gengiver begge dele i S55e. Resultatet var igen virkelig imponerende, og højttalerne lød fremragende, selv ved virkelig høj lydstyrke, var der masser af overskud og vellyd uden tegn på at de var pressede. Det samme mønster tegnede sig, med endnu tungere musikgenre, som numrene ”Lucid” med Klax, ”Quick Musical Doodles” med Two Feet og ”Addicted To A Memory” med Zedd.

Signature S55e spillede ganske enkelt bare godt og virkelig overbevisende, i forhold til deres prisskilt. Der var lækker sammenhæng i lyden. Toppen var lækker, sprød og detaljeret. Mellemtonen kontant og lige på, mens at bassen var tung, dyb og hårdtslående. For at runde testen af og komme endnu mere rundt om S55e gulvhøjttalerne, brugte jeg dem også sammen med mit TV i stuen i samme periode som jeg lyttede til musik, til nogle filmklip, serier og naturligvis normalt live TV. Historien fra musiklytningen gentog sig her, og højttalerne leverede varen og gjorde det virkelig godt. Polk Audio har virkelig ramt spot on med S55e, og til prisen kan det ikke gå galt. Her får du virkelig meget højttaler for pengene, og det er lidt en no-brainer hvis man kan lide det lidt anderledes, men stadig yderst pæne design. For at opsummere kort, er Siganture S55e en imponerende gulvhøjttaler til både musik og film, og med en komplet serie af højttalere, kan du få det lige som du vil have det. Alle højttalere i serien gør brug af samme enheder, så lyden vi har hørt her, bør gå igen i de mindre modeller til en hvis grad.

Prisen – Hvad koster et par Signature S55e?

I skrivende stund, kan du erhverve dig et par Polk Audio Signature S55e højttalere til blot 5998,- DKK – og ja, her snakker vi et par, og ikke blot en højttaler. Dette er en yderst attraktiv og nærmest fordelagtig pris, da S55e spiller ganske fremragende – nærmest bedre end hvad de burde, i forhold til prisskiltet. Prisen afspejler dog nogle af valgende rundt omkring på højttalerne, såsom den lidt billige finer, fødder i plastik, og skrueterminaler der godt kunne være lidt mere lækre. Men til prisen, og det faktum at Signature S55e spiller så godt som de gør, kan man næsten ikke tillade sig at brokke sig over disse ting. Med et par af disse gulvhøjttalere i din stue, eller for den sags skyld en af de mindre modeller i Signature E serien. Får du masser af vellyd og power, der ikke burde være muligt i højttalere af denne størrelse, for igen ikke at glemme prisen.

Køb Polk Audio hos AV-Connection.dk

Det testede sæt af Signature S55e højttalerne fra Polk Audio er udlånt af AV-Connection.dk, vi er her på Gearkassen.nu yderst taknemmelige for at have fået lov til at lege med disse spændende gulvhøjttalere. Hos AV-Connection.dk finder du et stort udvalg af forskellige højttalere, forstærkere, kabler og alt hvad der ellers hører til et seriøst hifi – eller hjemmebiograf system. De andre højttalere i Signature E serien, kan du naturligvis også finde hos AV-Connection.dk, ved blot at klikke på banneret med deres navn nedenfor.

Vurdering

Funktionalitet: 90%

Innovation: 90%

Design: 80%

Pris: 100%

Performance: 100%

Konklusion

Polk Audio Signature S55e
Med Signature E serien, har Polk lavet en serie af virkelig imponerende højttalere, som er til at komme til for penge. S55e modellen som vi har testet her, er en vaske ægte hifi højttaler, der spiller som en højttaler der burde være betydeligt dyrere. Med Terylene diskanten som er udviklet af Polk, sammen med de to Mica-forstærkede 6.5” bas/mellemtone enheder, får du en imponerende stor lyd i en relativt kompakt gulvhøjttaler der ikke er meget mere end en meter høj. S55e gør det godt til nærmest alt slags musik, og leverer velopløst og detaljerig lyd, samtidig med at bassen er imponerende dyb og kan mærkes i brystet når volumeknappen drejes til højre. Dette kan vi takke den specielt udviklede basrefleksport for, som er placeret i bunden, som Polk kalder for Powerport. Dette gør også at Signature S55e er yderst let at placere i rummet, da den mere eller mindre er ligeglad hvor tæt den står på væggen, idet at luften skydes nedad. Alt i alt en virkelig potent og imponerende hifi højttaler med et imponerende prisskilt – der burde være højere, hvis præstationerne skulle bestemme. Her er der virkelig tale om et value for money produkt så det basker!
Godt
Potent allround gulvhøjttaler
Imponerende velopløst lyd til prisen
Stiller ikke store krav til forstærkeren
Mulighed for Bi-amp / Bi-wire
Tilgængelig i sort eller hvid finish
Bassen/bunden er fremragende!
Utrolig nemme at placere - basrefleksport i bunden
Komplet Signature E surround muligt
Knap så godt
Finishen og valg af materialer afspejles lidt af prisen
92

Be Social!

Gearkassen.nu anvender Cookies. Ved at fortsætte med at bruge Gearkassen.nu lader du os smage dine Cookies. This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere